Stikpropper og ledningsafbrydere PDF Udskriv Email
Skrevet af Administrator   
Mandag, 21. Juli 2008 08:59

Du må gerne selv udskifte eller montere en stikprop, en ledningsafbryder eller et forlængerled, herunder tri- og flerstikdåser. Stikpropper, ledningsafbrydere og forlængerled skal ses efter med mellemrum. Hvis de virker løse, er misfarvede af varme eller lugter brændt, skal de skiftes ud. I nogle tilfælde og hvis stikproppen er genmonterbar, er det nok at korte ledningen af og montere dem igen.

» Stikpropper på elapparater
» Montering eller udskiftning af stikprop, instruktion
» Ledningsafbryder
» Montering eller udskiftning af ledningsafbryder, instruktion
» Forlængerled
» Montering af forlængerled, instruktion





Stikpropper på elapparater

Elapparater med stikprop, som er konstrueret til at skulle tilsluttes beskyttelsesjord (klasse I elapparater), er omfattet af særlige regler, som beskrives nedenfor. De særlige regler skyldes, at elapparater af klasse I er beregnet til at blive sluttet til en jordleder. Hvis de er forsynet med en Schuko stikprop, så får de ikke jordforbindelse i danske stikkontakter, da Schuko stikproppen ikke har et jordben, men derimod jordkontakter på siden.

Følgende gælder for disse elapparater, når de anvendes i boligen:

Hvis boligens elinstallation er udført før 1. april 1994
Almindelige klasse I elapparater behøver ikke at være forsynet med en stikprop, der giver jordforbindelse. Visse klasse I elapparater, som fx køleskabe og frysere (med en vægt over 18 kg), vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, vandvarmere, pumper må dog kun tilsluttes, hvis der enten er installere HFI- eller HPFI afbryder,eller der er fremført jord til stikkontakten, og elapparatet samtidig er forsynet med en stikprop med jordben.

Hvis boligens elinstallation er udført efter 1. april 1994
Almindelige transportable 230V klasse I elapparater, som fx kaffemaskiner, strygejern og brødristere, behøver ikke at være forsynet med en stikprop, der giver jordforbindelse, da der i boliger bygget efter 1994 er installere HFI- eller HPFI afbryder.

Ikke transportable 230 V elapparater, som fx køleskabe, frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner med en vægt over 18 kg. eller fastmonterede elapparater såsom fastmonterede elovne, fastmonterede håndklædetørrere og fastmonterede lamper, skal derimod være forsynet med en stikprop, der giver jordforbindelse.





Montering eller udskiftning af stikprop

Instruktion



1 Løsn aflastningsbøjlen og skruerne på stikbenene. Placer ledningen i stikproppen som vist på tegningen og sæt et mærke på ledningen, jf. pilen.




2 Fjern ledningens yderste kappe frem til mærket.




3 Læg ledningen så kappen går forbi aflastningsbøjlen og marker, hvorfra der skal afisoleres.




4 Afisoler uden at skade kobbertråden.




5 Sno kobbberenderne, kort dem af, så de er ca. 6 mm lange.




6 Stik kobberenderne ind i klemmerne. Vær opmærksom på, at alle kobbertråde skal ind i klemmen. Stram skruerne på klemmerne. Træk i lederne for at tjekke, at de sidder fast. Husk at den grøn/gule leder kun må forbindes, hvis der er en klemme med jordsymbol.




7 Læg ledningen så den ydre isolering (kappen) kommer ind under aflastningsbøjlen. Skru bøjlen fast og træk i ledningen for at tjekke, at den sidder fast. Skru dækslet på.


Udskiftning af trebenet med tobenet stikprop på fx et køleskab eller et komfur i en bolig.
Instruktion




1 Løsn aflastningsbøjlen og skruerne på stikbenene på den trebenende stikprop og afmonter ledningerne fra stikbenene. Hvis stikproppen er påstøbt, klippes den af.




2 Løsn aflastningsbøjlen og skruerne på stikbenene. Placer ledningen i stikproppen som vist på tegningen og sæt et mærke på ledningen, jf. pilen.




3 Fjern ledningens yderste kappe frem til mærket.




4 Afklip den grøn/gule ledning ved kappen (både kobber og plast).




5 Læg ledningen så kappen går forbi aflastningsbøjlen og marker, hvorfra der skal afisoleres.




6 Afisoler uden at skade kobbertråden.




7 Sno kobbberenderne og kort dem af, så de er ca. 6 mm lange og monter den blå og den brune ledning i benenes klemmer. Vær opmærksom på, at alle kobbertråde skal ind i klemmen. Stram skruerne på benene.




8 Læg ledningen så den ydre isolering (kappen) kommer ind under aflastningsbøjlen. Skru bøjlen fast og træk i ledningen for at tjekke, at den sidder fast. Skru dækslet på.





Ledningsafbrydere

En ledningsafbryder sidder i tilledningen til et elapparat.
Du må gerne selv udskifte eller montere en ledningsafbryder. Vær opmærksom på, at en ledningsafbryder som regel ikke kan belastes med samme strøm, som den stikkontakt eller det udtag, den forsynes fra. En ledningsafbryder kan typisk være mærket med 2A, hvilket betyder, at den kun kan belastes med knap 500 watt.

Montering eller udskiftning af ledningsafbryder

Det er livsfarligt at adskille en ledningsafbryder, når der er spænding på. Afbryd derfor strømmen ved at trække stikproppen ud af stikkontakten eller ved at afbryde i måler- eller gruppetavlen, som det er beskrevet på i afsnittet Afbryd Strømmen.

Værktøj
  • Skruetrækker.
  • Bidetang.
  • Afisoleringstang.
Vær opmærksom på
  • At afisoleringen kun må være 6 mm. Ellers kan kobbertråde stikke ud.
  • Alle dele skal være samlet rigtigt.







Montering eller udskiftning af ledningsafbryder

Instruktion




1 Låget på en ledningsafbryder bliver holdt på plads med skruer eller snapanordning.




2 Afisoler uden at skade kobbertråden. Sno kobberenderne, kort dem af, så de er ca. 6 mm lange og stik dem ind i klemmerne. Stik ledningerne ind i klemmerne. Pas på, at ingen kobbertråde stikker ud. Spænd skruerne godt. Træk i lederne for at tjekke, at de sidder fast.




3 Placer ledningen så den ydre isolering kommer under aflastningsbøjlen. Skru bøjlen til. Gør på samme måde i ledningsafbryderens modsatte ende. Træk i ledningen og kontroller, at den er spændt fast under aflastningsbøjlen. Monter låget og prøv, om ledningsafbryderen fungerer.






Forlængerled

Forlængerled
Et forlængerled er fx en tri- eller flerstikdåse. Det er livsfarligt at adskille et forlængerled, når der er spænding på. Afbryd derfor ved at trække stikproppen ud af stikkontakten, inden du går i gang med at montere et forlængerled på en ledning.

Montering af forlængerled Værktøj

  • Skruetrækker.
  • Afisoleringstang eller kniv.
  • Bidetang.
Vær opmærksom på
  • At afisoleringen kun må være 6 mm. Ellers kan kobbertråde stikke ud.
  • Forkert placering af ledninger, fx fase på jord.
  • At forlængerleddet skal være samlet rigtigt.
  • Om forlængerleddet skal være med eller uden jord.






Montering af forlængerled

Instruktion




1 Løsn aflastningsbøjlen og løsn skruerne på klemmerne. Placer ledningen i forlængerleddet som vist på tegningen og sæt et mærke på ledningen, jf. pilen.




2 Fjern ledningens yderste kappe frem til mærket.




3 Læg ledningen så kappen går forbi aflastningsbøjlen og marker, hvorfra der skal afisoleres.




4 Afisoler uden at skade kobbertråden.




5 Sno kobbberenderne, kort dem af, så de er ca. 6 mm lange og stik dem ind i klemmerne. Vær opmærksom på, at al kobbertråden skal ind i klemmen. Stram skruerne på klemmerne. Husk at den grøn/gule leder kun må forbindes, hvis der er en klemme med jordsymbol.




6 Læg ledningen så den ydre isolering (kappen) kommer ind under aflastningsbøjlen. Skru bøjlen fast og træk i ledningen for at tjekke, at den sidder fast. Skru dækslet på.
Senest opdateret: Onsdag, 20. august 2008 13:52
 
Powered by Joomla! and designed by Mediestorm
Cholesterol This is a test Medications